Kommakursus (online)

Kommakursus (online)

Vælg dato:
Pris:
1.000 kr. ekskl. moms
Tilmeldingsfrist:
2 uger inden kurset. Hvis der er ledige pladser, tager vi imod tilmeldinger indtil dagen før kurset.

Kommakursus (online)

Dette kursus er en forkortet udgave af vores traditionelle kursus i kommatering.

Onlinekurset begynder kl. 9.00 og slutter kl. 12.30. På onlinekurset kommer du igennem det samme stof som på det traditionelle kursus, men vi sparer nogle timer fordi en del af stoffet bliver gennemgået på videoer som du skal se inden kurset.

Forberedelse til kurset

Du får tre videoer tilsendt inden kurset. Den ene video indeholder en gennemgang af helsætninger og ledsætninger. De to andre videoer gennemgår kommareglerne.

Du får desuden tilsendt kursusmaterialet på forhånd sammen med et stort antal øvelser. Du skal regne med ca. 5 timers forberedelse.

Der bliver naturligvis mulighed for at stille spørgsmål på kurset (chat).

Sådan foregår det

Hvis du bruger en computer, skal du ikke downloade noget. Vi anbefaler browserne Edge og Chrome. Hvis du bruger en Applecomputer, anbefaler vi browseren Chrome.

Hvis du ikke bruger computer, men fx iPad, skal du hente appen Microsoft Teams.

Ca. 15 minutter inden kurset får du tilsendt et link som du skal klikke på for at deltage.

Vi holder en pause hver time.

Du bliver undervist i kryds og bolle-komma

Langt de fleste af vores kursister sætter kryds og bolle-komma; derfor koncentrerer vi os om det. Som du måske har lagt mærke til i denne tekst og på sprogseminar.dk, sætter vi ikke selv det såkaldte startkomma – men vi underviser gerne i det.

Under gennemgangen af øvelserne får du vist relevante opslag på sproget.dk og dsn.dk. Når du kender reglerne og ved hvor du skal slå dem op, bliver du sikker mht. at sætte kommaer. Det er en stor fordel at vide at man ikke sætter kommaer fordi man synes det ser rigtigt ud, men fordi man véd at det er rigtigt.

Målgruppe

Alle der enten selv skriver, hjælper andre med at skrive eller fungerer som korrekturlæsere.

Formål

Efter dette kursus kan du kommareglerne, du ved hvor du skal slå dem op, og du er blevet en mere sikker korrekturlæser.

Kursusbevis

Efter kurset får du tilsendt et kursusbevis.

Persondatalov

Alle dine oplysninger på tilmeldingsblanketten bliver behandlet fortroligt. Det vil sige de ikke bliver videregivet til andre uden for Danske Sprogseminarer.

09.00: Sætningstyper og komma

En af de videoer du får tilsendt, gennemgår sætningstyper.

Mange tror at det er tilstrækkeligt at sætte komma ud fra kryds og bolle-metoden. Men det er langtfra tilstrækkeligt. De fleste kommafejl skyldes manglende viden om specielt ledsætninger (bisætninger). Derfor er det vigtigt at du forstår følgende:

  • helsætning
  • ledsætning
  • helsætningsstamme.

Du får gennemgået de øvelser om ledsætninger som du har arbejdet med inden kurset.

Næste del af kurset drejer sig om kommaer. Du har fået tilsendt to videoer om kommaer, så vi begynder med et overblik over kommareglerne.

Derefter får du gennemgået alle de øvelser du har arbejdet med på forhånd.

Vi holder en kort pause hver time.

12.30: Kurset slutter