Ole Lauridsen holder foredrag i sprognetværket hos Danske Sprogseminarer.
Sproget her og nu er altid et godt emne, og ikke mindst i agurketiden kaster pressen sig over det for så i øvrigt at lade det gå i glemmebogen når den politiske sæson går ind. Derfor er det dejligt at få lejlighed til at skrive om det, sproget altså, for et forum af professionelle hvis interesse er konstant og aldrig svigtende.
Og sproget har det i mine øjne godt. Det udvikler sig, bevares, og ikke så helt få sætter lighedstegn mellem udvikling og forfald hvilket naturligvis er galt. Sproget er en del – efter mine begreber den vigtigste del – af os mennesker, og i lige så høj grad som vi udvikler os, gør sproget det. De forskellige ændringer vi sporer i dag inden for lyd- og bøjningsforhold er i det store og hele slet ikke nye, men kan for manges vedkommende spores langt tilbage i 1800-tallet (fx ’drabt’ og ’prast’ for ’dræbt’ og ’kræft’: gedigne udtalelettelser) og nogle endnu længere tilbage (fx ’ham der er ældre end mig’ hvor ’ham’ og ’mig’ får mange helt uretmæssigt op af stolen:
Vi fremhæver med bøjede former af pronominerne og har gjort det fra arilds tid). Men den enorme mediemalstrøm vi lever i, gør på en gang ændringerne så meget mere synlige, eller måske rettere hørlige. Så glem alt om ’ungdommen nu om dage’ – den har det såmænd været galt med siden vi sprang ned fra træerne. Udviklinger inden for lyd- og bøjningssystemet hænger sammen med bekvemmelighed og sprogøkonomi, for vi mennesker er dovne – i det mindste i sproglig sammenhæng. Dansk skal nok bestå selvom der sker både det ene og det andet i selve det tilgrundliggende system.
Og ordforrådet? Jo, vi får og har fået meget engelsk ind i sproget. Mange ord og udtryk kunne vi såmænd slet ikke undvære, fx ’weekend’, ’job’, ’blender’, ’camping’. Men nu nærmer vi os anden del af overskriften: Der er en uhyggelig stor del sprogbrugere der tvinger engelske lån og deciderede engelske ord ind i deres danske sprog uden at det har nogen som helst berettigelse, og det er sygt: ’Vi informerer diskussionen ved også at tage X’s synspunkter ind.’ ’Informerer’ – vorherre bevares! Ja, undskyld mig, men der findes masser af danske ord der kan bruges i stedet og ikke giver anledning til misforståelser; hvad er der galt med ’gøre bedre’? ’Når dagen er slut, forholder det sig helt anderledes’: tåbelig formulering; hvorfor ikke ’til syvende og sidst’ eller ’når alt kommer til alt’? ’Jeg tror lige jeg deleter det indlæg’: Jeg synes nu egentlig ’stryge’ er en del mere mundret. Jeg kan også her lige runde engelsk som koncernsprog der sine steder er en aldeles krampagtig opfindelse, især når udenlandske forretningsforbindelser og kunder er et særsyn. Og trangen til at tale engelsk i markedsføringen af både kommuner og forretninger; her i Århus er byens motto blevet ’Rethink’, så nu er vi ikke mere ’Smilets By’, og det lokale stormagasin Salling – der ellers ræber sig af at være for helt almindelige mennesker - bræger efter en ombygning om ’Reopening’ ligesom alle forretninger holder nu ’Sale’ i stedet for et godt gammeldags udsalg. Der kunne anføres tonsvis af tilsvarende eksempler, der hvert og et afslører en grim sygdom hos mange sprogbrugere: Troen på at man kan dupere rakket ved at tale ’dangelsk’.
Jeg er ikke engelskforskrækket, og jeg kan sagtens eksistere med at der er visse forskningsgrene der udelukkende kommunikerer på engelsk, fx nanoteknik, for det er lukkede kredse der ikke påvirker det danske sprog som sådant. Men flottenheimer-sprog er en uting, og det fører til en ujævn og pinagtig kommunikation. Med et billigt billede er dette her en regulær engelsk syge, og den kan kun kureres hvis vi alle sammen er varsomme med ordvalg og udtryk og ikke lader os rive med at den almindelige tendens.
Lad os kridte skoene og committe os på at delete unødvendigt engelsk input i vores sprog.