Stop det sproglige sneskred

At være ”i øjenhøjde med seerne” er stærkt overvurderet. Journalister og nyhedsoplæsere bør ikke være bange for at fremstå som sproglige autoriteter.

Stop det sproglige sneskred

Hvis blot nyhedsudsendelserne herhjemme efterstræbte samme fokus på sproglig korrekthed som på grafisk ramasjang, ville meget være vundet.

Monopoltiden har modtaget mange hug i tidens løb, men jeg savner ofte den æras mere ophøjede omgang med det danske sprog.

Ingen individer skal her nævnes, men flere yngre nyhedsværter har et upræcist sprog og kvaler med at stille deres spørgsmål klart og fyndigt.

DR K sendte i 2013 den fremragende serie ”Verdens brændpunkter”, hvor en række af monopoltidens journalister så tilbage på en skelsættende begivenhed de dækkede.
Og selv med min bedste vilje kan jeg ikke høre at det dansk Lasse Jensen, Jens Nauntofte og de andre koryfæer talte, skulle være støvet eller tørt.
Med i serien er også tidligere Moskvakorrespondent Leif Davidsen, som for mig er indbegrebet af formidlingsformat. Han taler et smukt og dannet, men skam også dynamisk og inspirerende dansk.
Bevares, disse dyder findes endnu, fx i skikkelse af de desværre forhenværende Deadlineværter Adam Holm og Martin Krasnik, men det er for sjældent at jeg føler mig adresseret på et myndigt og korrekt dansk når jeg ser nyheder.

Nyhedsudsendelsen DR2 Dagen holder generelt et hæderligt intellektuelt niveau, og derfor er det så desto mere ærgerligt at man i de fleste udsendelser opererer med to værter. Dette har det nemlig med at generere løs sniksnak de to journalister imellem, hvilket utvivlsomt skal skabe et lille hyggeligt pusterum mellem indslagene. Jeg gætter på at værterne er blevet instrueret i at de skal være ”i øjenhøjde med seeren” og undgå at fremstå autoritære. Det borger derfor altid for en mere voksen og værdig udsendelse når der kun er én vært bag bordet.

Lad os stramme op før vi ender der hvor en formulering så hårrejsende som ”han kommer til at sige ord” – når meningen er ”han vil udtale sig” – faktisk får det blå sprogstempel.

5 velmente sproglige råd til nyhedsoplæsere og journalister på tv:

1) Stop og studs hver gang du fanger dig selv i at afslutte en sætning med ordene ”... hvis man kan sige det på den måde.” Det betyder med stor sandsynlighed at du kunne have formuleret dig mere præcist.

2) Få fod på hvornår det hedder ”om”, og hvornår det hedder ”omkring”. Det er lidt af en gåde at denne fejl har grebet sådan om sig når det nu er så såre simpelt: Man sidder omkring et lejrbål, men man diskuterer sørme ikke omkring et emne – på den måde når man jo aldrig ind til sagens kerne.

3) I samme vene hedder det altså ikke ”at åbne op”. Det er ligegyldigt hvor mange mennesker med en længerevarende uddannelse i bagagen der begår denne fejl – det er stadig dobbeltkonfekt.

4) Brug ordet ”utrolig” med omtanke. ”Det var en utrolig ramsaltet bemærkning Donald Trump dér kom med.” Mange seere vil helt givet ikke have noget problem med at tro på dette og dermed er det strengt taget ikke utroligt.

5) Formuleringen ”kommer til” bruges tit på en meningsforstyrrende måde. Hvis du mener ”vil” (som i ovenstående eksempel), så sig det i stedet. Og lad ALDRIG nonsensformuleringen ”at sige ord” undslippe dine læber!

 

Jonas Varsted Kirkegaard
Danske Sprogseminarer A/S

comments powered by Disqus