Pendulord kan hæmme kommunikationen. Men vi kan lære at leve med dem

Frem og tilbage er lige langt - eller er det?

Pendulord kan hæmme kommunikationen. Men vi kan lære at leve med dem

Pendul: et bevægeligt ophængt legeme, der kan svinge frem og tilbage om et punkt ell. en akse (Ordbog over det danske Sprog)

Det er møgirriterende: Bedst som man har lært sig sproget og dets ords betydning, skrider det hele. Uansvarlige sprogbrugere vender op og ned på sagerne og insisterer på nye betydninger af ordene. Vi andre – der ikke blot er født før verden gik af lave, men som også har tilbragt enkelte vågne stunder i dansktimerne (jeg husker dem begge) – kan kun slå kors for os og vende blikket mod himmelen. O tempora, o mores.

Du aner formentlig hvor det bærer hen. Det drejer sig om pendulord. Et pendulord er et ord der skifter betydning. Ikke sjældent således at ordet for nogle får en betydning der er den stik modsatte af den oprindelige. Uheldigvis er der gerne en overgangsperiode hvor nogle holder fast i den oprindelige betydning (hvad var der nu i vejen med den?), mens andre frejdigt drejer ordet 180 grader.

Lad os tage nogle eksempler:

Genistreg

Tidligere brugte man især ordet genistreg om en dum, tåbelig optræden (Ordbog over det danske Sprog, 1924).

I dag er ordet temmelig entydigt positivt, og en genistreg betegner en handling, idé eller lignende der vidner om ophavsmandens geni (Den Danske Ordbog, 2004).

Rimelig

Da jeg gik i gymnasiet, var ”rimelig” entydigt positivt konnoteret. Men så begyndte nogle at sige at dette eller hint var ”rimelig rædselsfuldt”. Jeg fattede ikke et kuk. Hvordan kan noget være både rimeligt og rædselsfuldt? Men de lærde står parat med en oplysning om at en lignende udvikling er vederfaret ”temmelig”. Så skal vi dog tilbage til Holberg og nogen tid efter ham (jf. Ordbog over det danske Sprog).

Forfordele

Man er forfordelt hvis man har fået for lidt, er blevet snydt. Medmindre man hører til den gruppe af (yngre) sprogbrugere der mener at man har fået for meget.

Godt ... vi mødes klokken godt fire

Tidligere var der kun én betydning af ”godt fire”, nemlig: lidt over fire. Men i dag bruger mange ordet ”godt” i betydningen ”lidt før”, ”lidt mindre end”.

Virak

Et dobbelt pendulord, så at sige. Det har ikke blot ændret betydning, det har også skiftet udtale. Er man over 50-60 år, kender man ordet i betydningen ”hyldest, ros, smiger”. Og man udtaler ordet med tryk på første stavelse. Det er den oprindelige betydning og den oprindelige udtale. Har man først for nylig forladt blealderen (altså inden for de seneste 40-50 år), finder man sandsynligvis ordet synonymt med ”ballade, spektakel”. Og man udtaler det med tryk på anden stavelse.

Bjørnetjeneste

Og så er der endelig det berømteste af alle pendulord. Det er særlig interessant fordi det er gevaldig velegnet til at demonstrere litterær dannelse. Herregud, enhver kender jo Jean la Fontaines fabel om bjørnen og fluen på dens herres isse. Nå, ikke?

Enfin: En gartner havde en tam bjørn. Da han en dag tog en lur, satte en flue sig på hans isse. Bjørnen ville hjælpe sin herre, tog en sten og klaskede fluen. Desværre knuste den ikke kun fluen, men også gartnerens hoved. Moralen lyder (i Johannes Møllehaves oversættelse):

”Skønt motivet var et af de pæneste, vil man helst være fri for en bjørnetjeneste!”

I dag er bjørnetjeneste for nogle blevet noget vældig positivt. Måske under indtryk af bjørnen som rart kæledyr (bamses fødselsdag?).

Hvad skal vi dog gøre?

Hvis jeg befinder mig i en kreds hvis sprog jeg ikke er helt fortrolig med, undgår jeg som regel at bruge pendulord. Man må føle sig for.

Men kan vi stille noget op med disse fortvivlende forvekslingsmuligheder? Næppe. Sproget tilhører dets brugere, og det turde være indlysende at vi er nogle der ikke i imponerende grad har fremtiden for os. Det betyder spilleme ikke at alle sproglige ændringer er lige gode og frugtbare (”italesætte”, ”læring”, ”skyde til hjørne”), men vi er nødt til at resignere: Der er ikke noget at gøre. Og ingen grund til at gøre noget. Sproget udvikler sig uanfægtet af jeronimusser og selvbestaltede sprogrøgtere, og det har det altid gjort.

 

Skrevet af: Torben Okholm, cand.phil.

comments powered by Disqus