Skriv aldrig 'Den Gamle Have åbner igen'. Find på noget andet og bedre eller skriv slet og ret, at 'Tivoli åbner sæsonen'.
Kurt Strand har tidligere undervist i journalistisk fortælleteknik hos Danske Sprogseminarer.
Ordene blev sagt af for længst afdøde journalist og lektor Flemming Steen, der – vist nærmest fra dag ét – satte ind mod klichéer, da jeg sammen med 79 andre studerende begyndte på Journalisthøjskolen i Aarhus i februar 1976. Når jeg ihukommer hans ord ganske præcist 38 år senere, skyldes det givetvis det både meget konkrete og gode eksempel på klichémisbrug, som vi blev præsenteret for. Men også fordi eksemplet meget godt illustrerer, at hvis klichéer bruges af ren og skær dovenskab, bliver de næsten parodiske.
I mange år var jeg meget bevidst om ikke at bruge klichéer, men med tiden har jeg fået en mere nuanceret tilgang, fordi de brugt fornuftigt jo kan være med til at konkretisere og gøre en tekst mere forståelig. Hvornår et ord, en vending eller et begreb er en kliché, er selvfølgelig vanskeligt at definere præcist, men hvis den er med til at gøre en tekst uoplagt og forudsigelig som i eksemplet ovenfor, kan den vel med rette fortjene betegnelsen.
Når ”formanden for Politiforbundet er lodret uenig i Dansk Folkepartis forslag om at gøre det lovligt at bære og bruge peberspray”, er det oplagt at klichéen bruges til at forstærke uenigheden. Men den er i tæt familie med ”huset brændte helt ned til grunden”; selv når murene står tilbage.
Helt godt er det heller ikke, når ”statsministeren ikke høster mange politiske point for sin nytårstale” eller når ”Polen giver os baghjul på miljøbeskyttelse”.
Alle tre eksempler på en lidt automatpræget brug af klichéer er uden større besvær fundet i Politiken 2. januar 2014. Og de bekræfter ord, som blev formuleret af en anden af mine lærere på Journalisthøjskolen, sprogrøgter Gert Smistrup:
”Sproget vil, hvis det får lov til at skrive sig selv, traske ud ad den slagne brostensvej – langs vejskiltene med rutinevendinger, floskler og fraser.”
Og som nævnt kan det sagtens give mening at bruge klichéer, fordi de kan være med til at konkretisere og forklare. Som når BT 5. juni 2013 skriver, at ”Statsløsekommissionen har overhalet Skattesagskommissionen i forklaringer, der ikke hænger sammen. Set med dommerbriller er den slags alvorligt, for ’hvem har skubbet noget ind under gulvtæppet?’.”
Ganske vist kan ”dommerbrillerne” rubriceres som en kliché, er det også et godt og konkret synonym til ”dommeren”. Og gulvtæppe-citatet giver, selv om det en af den nyere tids helt store politiske klichéer, mening netop i en sammenhæng, hvor det handler om at fremdrage skjulte hændelser.
Dog skal klichéen ikke blot bruges med omtanke; den skal også være rigtig. Og da Poul Schlüter introducerede den i en tale i Folketinget i 1989 var det med ordene ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”.
Klichéer som udspringer af bredt kendte vendinger skal altså være præcist gengivet; hvis ikke, er der risiko for, at de bliver til støj i sproget.
Og det taler vist for sig selv, når en sportsjournalist på Berlingske forsøger sig udi i eventyrverdenens klichéer med opremsning af en række fodboldspillere, der ”gav publikum øjne så store som natpotter”.
Hvis læseren ryster på hovedet over de forkert anbragte ”natpotter” – og de til gengæld manglende ”tekopper” – er det skribenten, som har et problem med sin formidling. Som altid gælder, udtrykt med et godt og gældende amerikansk slogan for reklamefolk: Perception is reality.
Også derfor skal klichéer bruges med omtanke.