På eller i Island

Hedder det på eller i Island?

Mange vakler, når de skal sætte en præposition foran Island og Grønland. Det naturligste for de fleste af os er nok at sige ”på Island”, men andre finder, at det er mere respektfuldt over for nationer som Island og Grønland at sige ”i”. Det har muligvis noget med nationernes alder at gøre. Island og Grønland er som selvstændige nationer meget unge, og nogle ønsker måske derfor at betone deres selvstændighed.
Argumentet kan være, at man siger ”på Anholt”, men ”i Storbritannien”. En ø som en del af et rige udløser altså ”på”, mens en ø som selvstændig nation kalder på ”i”.
Det bliver hurtigt lidt indviklet, fordi Storbritannien på dansk både betegner en ø (Britain: England, Wales og Skotland) og et rige (United Kingdom: England, Wales, Skotland og Nordirland).

Under alle omstændigheder siger Dansk Sprognævn, at begge former er korrekte. Med andre ord: Man kan både sige "i Island" og "på Island". Men hvis en islænding eller en grønlænder tager anstød af "på", skader det jo ingen at sige "i".