Find din litterære stemme

Find din litterære stemme

Jonas Langvad Nilsson er tidligere foredragsholder i sprognetværket hos Danske Sprogseminarer.

Nyhedsjournalister lærer allerede på 1. semester, at sproget ikke må larme og stikke ud. I nyhedsjournalistikkens distancerede, ferske fortællestil ligger læserens garanti for en sober, objektiv orientering om døgnets begivenheder. For journalister der derimod arbejder i grænselandet til det litterære landskab og skriver medrivende portrætter, journalistiske fortællinger og rekonstruktioner af vigtige eller dramatiske begivenheder, er virkeligheden en anden. I fortællinger, som ikke kun er beregnet på at orientere, men også stiler efter at forføre, bevæge og underholde, er de sproglige krav og udfordringer anderledes. I Danmark er interessen for at arbejde med sprog og fortælling voksende og forholdsvis ny. Blandt vellykkede nyere eksempler på fortællende journalistik i bogform kan nævnes Peter Øvig Knudsens Blekingegadebande-bøger og Tom Buk-Swientys populære fortællinger om krigen i 1864.

Skribenterne henter ofte inspiration fra USA, hvor traditionen for literary journalism eller narrative nonfiction er stor og mangeårig. Blandt de respekterede stilister finder man Tom Wolfe og Hunter S. Thompson, der revolutionerede journalistikken sammen med ligesindede kolleger i 60’ernes USA. Skribenterne følte, at den gamle, stramme nyhedsskabelon var en spændetrøje, når man skulle beskrive en hverdag med præsidentmord, kvindefrigørelse, voldsomme raceuroligheder, rock’n’roll, tåregasgranater og rumkapløb. Tom Wolfes virtuose formeksperimenter (en af hans reportager havde overskriften ’Det mandarinskivebolsjefarvede, strømlinjede superhyl møder Pumpehus-slænget’) vakte opmærksomhed. Men i dag kommer journalister, der forsøger at efterligne Tom Wolfe eller Hunter S. Thompson, paradoksalt nok til at fremstå som blege, og ufrivilligt komiske, efterligninger. Blandt vor dages bedste fortællende journalister ses en klar tendens: De ønsker ikke at tage scenen og stå i vejen for læserens direkte oplevelse af historien. I de bedste fortællinger er journalisten usynligt til stede i kraft af organiseringen af materialet, af tempoet, billedsprog og valget af de rette symbolske detaljer. Som læser genkender vi stemmen og vender tilbage igen og igen, akkurat som vi genkender vores favoritrestaurant på menuen, personalet og stemningen.

Selv føler jeg mig altid i godt selskab med journalisten Gay Talese (f.1932), der skriver for The New Yorker og i 60’erne skrev portrætter af Frank Sinatra og mange andre. Portrætterne betragtes i dag som klassikere. At læse Taleses fortællinger svarer til at være i selskab med en veltalende herre ved et cocktailparty på Manhattans Upper East Side, hvor han, sidst på aftenen, øser af sine bedste historier. Et eksempel på Gay Taleses underspillede, humoristiske tone findes i bogen ’The Kingdom and the Power’ (1969), en dokumentarisk skildring af menneskene på verdens største avis, The New York Times. Her beskriver Talese på et tidspunkt den magtfulde, aldrende udgiver Arthur Hays Sulzberger, der i sine unge dage var kendt som en kvindebedårer. Da Talese mødte Sulzberger, var han svækket og blev tilset af en sygeplejerske, som gav ham en pille og et glas vand. Talese noterede, at kvinden havde en flot figur, hendes hofter vuggede, da hun gik sin vej. Sulzberger vendte sig om og kiggede efter hende. ”Jeg kunne have skrevet, at han gloede på hendes røv,” fortalte Talese senere. ”Men jeg skrev: ’Hr Sulzberger havde øje for en ankel.’ Det var lige tilpas.”

comments powered by Disqus