Billedrigt sprog øger forståeligheden

"Jeg har aldrig set et saadant Ildhav i mit Liv [...]. Flammen var først indesluttet i Salene, de kostbare Gardiner brændte i Vinduerne som en Smule tændt Papir. Endelig gjennembrød Luehavet Kobbertaget, smeltede det, og med de dejligste Farver stege de røde, blaa og grønne Luer i Luften."

Billedrigt sprog øger forståeligheden

Kurt Strand har tidligere undervist i at skrive journalistisk hos Danske Sprogseminarer.

Da Adam Oehlenschläger som bare 14-årig stod på Marmorbroen i København for at beskrive den altødelæggende brand på Christiansborg, havde han hverken fotoapparat, breaking news-billeder eller en mobil ved hånden til at støtte sin reportage. I bedste fald kom en kobberstiksmager forbi, men den slags var ikke just gearet til at kunne bidrage med visualiseringer til døgnets nyhedsstrøm.

Derfor måtte Oehlenschläger i 1795 gribe til det eneste, han havde at gøre godt med; sproget. Og ikke mindst billederne i de ord og vendinger, han brugte i sin tekst:

”Endnu stod Taarnet som en sort Kæmpe midt i Ilden; længe spottede den uhyre Kæmpekrop de forræderske Ildkys, hvormed Salamanderne slikkede dens Brynje. Endelig vaklede Kæmpen, og med tre forfærdelige Drøn styrtede han ned gjennem alle Stokværk.”

Når guldhornsdigteren har noget at lære os, næsten 218 år efter at ovenstående blev skrevet, skyldes det især hans evne til at bruge øjnene som kamera. Dermed skaber han et konkret og letforståeligt visual proof hos læserne. Med vekslen mellem metaforer og metonymer – overførte og detaljerede betydninger – bliver reportagen tilmed farverig og dynamisk.

Men nok så vigtigt er det billedrige, detaljerede og konkrete sprog nemmere at forstå. Uanset om en fortælling formidles som tekst, tale eller billeder, er den nemmere at forstå, når den kan opfattes visuelt. Ikke spor mærkeligt, for vi har i flere generationer været vænnet til at opfatte og forstå billeder – uanset om de er ”rigtige” eller dannes i hjernen via overførte betydninger.

Desuden vokser troværdigheden i takt med at billeder, detaljer og konkrete ord foldes ud – som i denne anmeldelse, skrevet af Lilian Munk Rösing i Politiken:

”At få 135 siders ny prosa fra Christina Hesselholdt er som at få en flaske Rosso di Montalcino fra Stella di Campalto; man nipper og smager og doserer sit indtag, så man ikke sluger det hele i én strøm, selv om det flyder forførende lifligt; man læser langsomt og holder pause for at forlænge nydelsen og udskyde det triste øjeblik, hvor der ikke er mere tilbage.”

I Munk Rösings tekst er det underordnet, om læseren kender den konkrete rødvin; pointen er, at det præcise navn fra en etiket er med til at understrege, at skribentens påstand om kvaliteterne i den anmeldte bog ikke er tilfældig og henkastet. Og dermed øges troværdigheden i teksten, som samtidig bliver mere dynamisk og læseværdig.

Samme virkning har hentydningen til drikke- og røgvarer fra Caraibien i følgende tekst; en anmeldelse i ”Filmland” på P1 afHennings Carlsens ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”:

"Den åbner sig som en fin gammel flaske rom, som duften af en cubansk cigar.”

comments powered by Disqus